BakkenBears

BEARS SPILLER IGEN EUROPÆISK
Bakken Bears spiller igen i sæsonen 2008/09 europæisk. Med erobringen af DM-guldet i foråret sikrede Bears sig ret til en plads i en turnering hos det europæiske basketballforbund FIBA Europe, og den plads har klubben valgt at sige ja tak til.
 
Kun ét dansk hold – altså Bakken Bears - er sikker på en plads i turneringen, mens et andet hold kan søge om et wild card. I turneringen spiller de 32 bedste hold gruppespil – med otte puljer a fire hold. For at finde frem til de 32 hold spilles der indledningsvis kvalifikationskampe, som afvikles ’bedst af to’ – altså med en hjemme- og en udekamp til hvert hold.
 
Det er fjerde gang, Bakken Bears deltager i en europæisk turnering, og sportsdirektør Michael Piloz glæder sig.
 
- Jeg er glad for, at det endnu engang er lykkedes os at få økonomien til at hænge sammen, så vi kan være med i Europa. Det bliver en udfordring for os, og spillerne og staben kan se frem til store oplevelser, siger Piloz.
 
Deltagelsen i FIBA-turneringen betyder, at Bakken Bears ikke arbejder videre med planerne om at være med i en turnering for klubber i landene omkring Østersøen.

FIBA Europe har endnu ikke fastlagt turneringsformatet, men det ligger fast, at der er lodtrækning i Berlin den 8. juli.