HØRSHOLM 79ERS - BAKKEN BEARSLørdag den 3. oktober kl. 16:00
Fire Arena / Hørsholmhallen
Mindre end 48 timer efter ligapremieren mod Aabyhøj skal Bakken Bears i aktion igen. Lørdag eftermiddag gælder det Hørsholm 79ers på udebane.
Nordsjællænderne, der i sidste sæson blev nr. seks, indledte 2009/10-udgaven af Canal Digital Ligaen med et nederlag på 75-87 ude mod sidste sæsons sølvvindere Svendborg Rabbits. Mest scorende var nytilkomne Adama Darboe, der stod for 26 af 79ers’ point. Han var samtidig mand for seks rebounds og hele otte assists.
Landsholdsspilleren er en af flere spændende nye spillere hos Hørsholm. Blandt andre er en anden landsholdsspiller, Jens Hakanowitz, kommet til fra tysk basketball, og han forstærker et ungt hold, der allerede tæller navne som Frederik Hougaard Nielsen, en tredje landsholdsspiller, og Christian ’Gall’ Nielsen.
Bears åbnede sæsonen med en sejr på 84-76 i lokalopgøret mod Aabyhøj. Amerikanske Darryl Proctor fik en god debut for Bears og scorede 23 point (og ikke 17 som de officielle statistikker ellers fortæller), tog syv rebounds og erobrede bolden fem gange.
Anfører Jens Jensen, der sad ude mod Aabyhøj efter en skade, er inde i billedet til kampen. Fredagens træning vil vise, om han er klar igen.
I øvrigt
- Bakken Bears har ikke tabt til Hørsholm siden december 1999 og har kun det ene nederlag mod holdet fra Nordsjælland siden marts 1997 - i 42 kampe.
- Chris Christoffersen har scoret 1492 point for Bakken Bears. Han mangler dermed 8 point i at runde 1500 point. Lykkes det, vil Christoffersen være den 19. Bears-spiller, der når dette.
- Darryl Proctor fik sin Bears-debut i kampen mod Aabyhøj. Han er spiller nr. 185 i Bakken-trøjen siden starten i 1962. Bears har siden dengang spillet 1.108 kampe og scoret 92.450 point.
- Hørsholm er den klub, Bakken har spillet tredjeflest kampe imod. Kun SISU (107 kampe) og Horsens IC (86) har Bakken mødt flere gange end Hørsholm (64).
- Indbyrdes opgør (i alt): 64 kampe - 46 sejre - 18 nederlag. Sejrspct: 71,9. Score: 5577-4898 (+679)
- Indbyrdes opgør (ude): 31 kamp - 19 sejre - 12 nederlag. Sejrspct: 61,3. Score: 2651-2430 (+221)
- Aktuel serie: 28 sejre i træk
- Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 112-48 (27. oktober 2002, hjemme)
- Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: 94-140 (9. januar 1993, ude)
- Besøg 79ers' hjemmeside