BAKKEN BEARS - TEAM FOG NÆSTVEDSøndag den 25. oktober kl. 15:00
NRGi Arena
Søndag får Bakken Bears besøg af Team FOG Næstved, der også var modstanderen i forårets DM-semifinaler. En semifinaleserie der blandt andet bød på tilskuerrekord i dansk basketball, idet den første semifinalekamp blev overværet af 4816 tilskuere i NRGi Arena.
Pladsen i semifinalerne gjorde sæsonen 2008/09 til den bedste i Næstveds historie. Holdet der nu skal forsøge at leve op til den præstation har en del nye ansigter i forhold til sidste sæson. I sommerpausen blev der taget afsked med blandt andre Sasa Djordjevic, Tomas Vilkius og Adrian Gross, og i denne uge har Team FOG ophævet samarbejdet med Danilo Fatic.
Til gengæld er blandt andre Julian McFarlane, Mads Vægter og landsholdsspilleren Peter Johansen kommet til, og amerikanske Mickey Dennis er stadig at finde på holdet. Dennis får inden længe selskab af landsmanden Ryan Mueller, der afventer spilletilladelse.
Sydsjællænderne åbnede sæsonen med to nederlag, men er kommet stærkt igen med fire sejre på stribe. Senest blev det til hele 103-82 over BK Amager. Mickey Dennis scorede 29 point, mens Peter Johansen stod for 25. Sidstnævnte er topscorer i Canal Digital Ligaen med 24,2 point pr. kamp, mens Dennis er nr. fire i assists med 4,7 stk. pr. kamp og samtidig nr. fire i steals med 2,2 erobrede bolde pr. kamp.
Flere Bears-spillere blander sig også i toppen af statistiklisterne. Chris Christoffersen er nr. et i blocks med 4,0 pr. kamp og nr. tre i rebounds med 10,4 pr. kamp. Andreas Jakobsen er nr. to i assists med et snit på 5,0 pr. kamp, og Darryl Proctor har næstflest steals med 3,0 pr. kamp. Amerikaneren er samtidig nr. otte på topscorerlisten (20,0 point pr. kamp) og nr. seks i rebounds (8,8 pr. kamp).
I øvrigt
- Søren Krath spiller sin kamp nr. 110 for Bakken Bears. Dermed er han en delt 30.-plads med Sune Thyssen over spillere med flest kampe.
- To coaches indhentes af to spillere: Mads Nyboe spiller sin kamp nr. 196, hvilket er samme antal, som ass. coach Henrik Jønsson nåede i sin aktive karriere, mens Andreas Jakobsen når kamp nr. 141, hvilket er en tangering af Steffen Wichs antal. Ingen spillere i historien har dog endnu tangeret head coach Mads Sigersteds 419 kampe.
- Bakken Bears tabte begge indbyrdes grundspilsopgør mod Team FOG Næstved i sidste sæson. Alligevel vandt Bears 5-2 i indbyrdes opgør efter fire semifinalesejre og en gevinst i pokalfinalen.
- Indbyrdes opgør (i alt): 40 kampe - 33 sejre - 7 nederlag. Sejrspct: 82,5. Score: 3743-3230 (+513)
- Indbyrdes opgør (ude): 18 kampe - 14 sejre - 4 nederlag. Sejrspct: 77,8. Score: 1725-1442 (+283)
- Aktuel serie: 4 sejre i træk
- Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 119-56 (23. januar 1976, hjemme)
- Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: 63-92 (24. oktober 1987, ude)
- Besøg Team FOG Næstveds hjemmeside