Kampe

BAKKEN BEARS - HORSENS IC
Torsdag den 29. oktober kl. 19:00
NRGi Arena

Søndag tog Bakken Bears imod Team FOG Næstved, og allerede fire dage senere spiller holdet hjemmekamp igen, når Horsens IC kommer på besøg i NRGi Arena. Gæsterne kan dog prale af et endnu tættere program. Søndag mødte horsensianerne Randers i Canal Digital Ligaen, og tirsdag aften gælder det Svendborg på udebane i pokalturneringen.
 
Horsens IC har åbnet sæsonen med to sejre og fire nederlag. Senest blev det 88-90 i søndagens hjemmekamp mod Randers Cimbria. Horsens havde ellers mulighed for at vinde kampen i sidste sekund, men et misset trepointsforsøg betød, at Randers, der i øvrigt gav debut til den tidligere Bears-spiller Ivan Miskovic, kunne rejse hjem med sejren.
 
Horsens er i gang med at spille et nyt hold sammen efter en miserabel 2008/09-sæson. Kun fire spillere, Hans Christian Schur, Jonas Larsen, Christian Lindberg og Anders Katholm, er tilbage. De har fået selskab af flere interessante profiler, først og fremmest amerikanerne Rickey Claitt og Brian Johnson og franskmanden Allan Fall. I spidsen for holdet står Kenneth Webb, der i 2003/04 var assistant coach hos Bakken Bears.
 
Bears jagter sæsonens første hjemmesejr efter nederlagene til SISU CPH og Team FOG Næstved, mens Horsens skal forsøge at sikre sig den første udesejr. HIC har hidtil besøgt Hørsholm og Svendborg og begge steder tabt klart.

I øvrigt

  • Bears spiller sin kamp nr. 87 mod Horsens IC - kun SISU har oftere været modstanderen.
  • Bears kan hente sin sejr nr. 50 mod HIC. Kun SISU har Bears slået oftere (53 gange), mens Hørsholm (47) og Svendborg (46) kan blive de næste, som Bears har slået 50 gange.
  • Såvel Andreas Jakobsen som Darryl Proctor tegnede sig for sæsonens højeste score i søndagskampen mod Næstved (hhv. 26 og 28 point).
  • Når/hvis Andreas Jakobsen scorer sit første point i kampen mod Horsens IC / næste gang han scorer, vil det være point nr. 1.700 i Bears-trøjen. Andreas er spiller nr. 18, der når denne grænse - af aktive spillere er Jens Jensen (3.333 point) og Martin Thuesen (1.935) med i "klubben", mens fire staffmedlemmer har nået grænsen i deres aktive karriere: (Søren Ege 3.808), Henrik Jønsson (2.006), Mads Sigersted (1.836) og Steffen Wich (1.822). Flest point har Per Pedersen scoret (4.072).
  • Og svaret på spørgsmål er... 10. december 1994. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvornår Bears sidst har lukket mindst 109 point ind, som holdet gjorde i den seneste kamp. I 1994 var modstanderen Værløse, og øretæven dengang lød på 77-126 i kampen i Søndersøhallen.
  • Indbyrdes opgør (i alt): 86 kampe - 49 sejre - 37 nederlag. Sejrspct: 57,0. Score: 6938-6774 (+164)
  • Indbyrdes opgør (hjemme): 41 kampe - 25 sejre - 16 nederlag. Sejrspct: 61,0. Score: 3362-3235 (+127)
  • Aktuel serie: 1 nederlag
  • Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 122-59 (16. oktober 1983, ude)
  • Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: 66-110 (27. oktober 1994, ude)
  • Besøg Horsens IC's hjemmeside