BakkenBears

ALLE GODE GANGE 31
Søndag vandt Bakken Bears med 87-67 over Hørsholm 79ers i Canal Digital Ligaen. Dermed nåede Bakken op på 31 sejre i træk mod nordsjællænderne, der senest besejrede Bakken den 3. december 1999.
 
Den Hørshom-sejr når at få ti års jubilæum, inden de to hold mødes næste gang. Det sker nemlig først den 30. januar 2010 i Hørsholm.
 
Topscorer i søndagens kamp var Bears’ Torre Johnson. Han har nu spillet syv kampe for Bears og scoret minimum 20 point i de seneste seks.
 
Johnson er den første Bears-spiller, der præsterer at score minimum 20 point i seks kampe i træk, siden Michael Cuffee, der rundede 20 point i seks kampe på stribe fra december 2005 til januar 2006.
 
Cuffee scorede i sin ”20’er-serie” i alt 132 point, mens Johnson har scoret 149 point i alt i de seneste seks kampe.