Aalborg Vikings fik sin anden sejr i træk, da nordjyderne efter sejren over Bakken Bears i onsdags, hamrede Horsens IC hjem til Østjylland med et lammende 102-67-resultat.
Aalborg Vikings sikrede sig dermed endeligt 8.-pladsen i Canal Digital Ligaen, og dermed dels forbliven i ligaen og dels en plads i slutspillet. For Horsens IC betyder resultatet, at holdet ikke længere kan nå Aabyhøj på 6.-pladsen. HIC møder som 7.-placeret grundspillets nr. 2, Bakken Bears, i kvartfinalen.
Den første kamp i bedst-af-tre kvartfinalerne spilles onsdag den 10. marts kl. 19.00 i NRGi Arena. Kvartfinale to spilles i weekenden 13.-14. marts i Horsens, mens den evt. tredje kvartfinale spilles lørdag den 20. marts i NRGi Arena.
Svendborg vandt 94-91 over Næstved, og sydsjællænderne kan dermed ikke længere avancere fra 5.-pladsen. Inden grundspillets sidste runde på torsdag, er det allerede klart, at Svendborg Rabbits vinder grundspillet, og dermed møder fynboerne Aalborg Vikings i kvartfinalen.
Det eneste, der mangler afklaring er hvorvidt Hørsholm 79ers eller SISU CPH får 3.-pladsen. Hørsholm 79ers kan "nøjes med" at slå Næstved torsdag - eller håbe på at SISU CPH taber enten søndag mod BK Amager eller torsdag mod Horsens IC. SISU CPH skal vinde begge disse kampe samt håbe på Hørsholm-nederlag for at hoppe op på 3.-pladsen. Holdet der slutter på tredjepladsen møder Aabyhøj i kvartfinalen, mens holdet på 4.-pladsen møder Næstved.
Kvartfinalerne:
Svendborg Rabbits (1) - Aalborg Vikings (8)
Bakken Bears (2) - Horsens IC (7)
Hørsholm 79ers eller SISU CPH (3) - Aabyhøj (6)
SISU CPH eller Hørsholm 79ers (4) - Team Fog Næstved (5)
I sidste runde mødes de to øverstplacerede hold, Bakken Bears og Svendborg Rabbits. De to hold spiller torsdag kl. 19.15 i NRGi Arena i en kamp, der vises direkte på dk4.