Kampe

BAKKEN BEARS - HORSENS IC
Onsdag den 10. marts kl. 19:00
NRGi Arena
1. DM-kvartfinale

Efter et langt grundspil starter slutspillet med onsdagens kamp mod de jyske lokalrivaler Horsens IC. Et hurtigt kig i historiebøgerne beviser, at der virkelig er tale om to rivaler - bosiddende bare 40 km fra hinanden. De to hold har spillet mod hinanden i fire sæsoners DM-finaler, med to sejre til hver til følge.

De to hold har mødt hinanden tre gange i grundspillet i denne sæson. I det første opgør vandt HIC 81-74 i NRGi Arena i en kamp, hvor "de gule" ramte på 10 af 15 3ere! Bears fik revanche i Horsens, da det andet opgør blev vundet 103-86 i en kamp, der var helt lige i de første knap tre perioder, hvorefter Bears rykkede fra. Det seneste opgør mellem de to hold blev spillet i slutningen af januar, hvor det lykkedes Bears at vinde 86-68 på hjemmebane i NRGi Arena.

Horsens IC har seks-syv særdeles dygtige og meget rutinerede spillere, men det har knebet med bredden på holdet. Det har måske været årsagen til en særdeles svingende sæson. Senest understreget af tre vigtige hjemmesejre i træk efterfulgt af en øretæve i Aalborg. Blandt sejrene var en sejr i overtime over Næstved - her scorede Jonas Larsen den afgørende treer i kampens sidste sekund.

Den helt store profil på HIC-holdet er Rickey Claitt. Han er lynende hurtig og kan både aflevere og sætte andre op til scoringer. Den anden amerikaner Brian Johnson er en solid insidespiller, der dog har svinget i sine præstationer. De danske profiler er Hans Christian Schur, Christian Lindberg, Jonas Larsen og Anders Katholm, der alle er eller har været inde omkring landsholdet. Syvende mand i den reelle rotation er islandske Sigurdur Einarsson.

For Bakken Bears gælder det om at ramme stabilitet i slutspillet - og at få styr på alle skaderne. En svipser i den første kvartfinale, og så er taberen blot en kamp fra elimination og sæsonens afslutning! Omvendt vil holdet der vinder onsdag få to matchbolde til kvalifikation til semifinalerne mod vinderen af kvartfinaleserien mellem SISU CPH og Aabyhøj.

Andreas Jørgensen, der har misset de seneste kampe med en hælskade har trænet med op til kampen, og håbes klar. Det samme gælder Søren Krath, der har haft problemer med den ene hånd. Eneste spiller, der definitivt er ude, er Torre Johnson, der har skadet ledbåndet i den ene ankel.


I øvrigt

  • Bears spiller sin kamp nr. 90 mod Horsens IC - kun SISU har oftere været modstanderen (Bakken og SISU har krydset klinger 110 gange).
  • Den anden DM-kvartfinale spilles søndag den 14. marts kl. 15.00 i Forum Horsens, mens en evt. kamp tre spilles i NRGi Arena lørdag den 20. marts kl. 15.00.
  • De to klubber har mødt hinanden i DM-kvartfinalen en enkelt gang før. I 1995/96 vandt Skovbakken overraskende kamp 1 på udebane, men tabte de efterfølgende to hjemmebaneopgør.
  • Yderligere syv gange har de to hold mødt hinanden i slutspillet. HIC vandt over Bakken finalerne i 1997/98 og 2005/06, mens Bakken slog HIC i finalerne i 1999/00 og 2003/04. Bears vandt 3-0 over HIC i semifinalerne i 2006/07. I 1996/97 og i 1998/99 mødtes holdene i et slutspil mellem de seks bedste hold - her vandt holdene begge år en kamp hver.
  • Chris Christoffersen spiller onsdag sin kamp nr. 150 for Bakken Bears siden han debuterede i efteråret 2004. Det har 21 spillere gjort før han.
  • Indbyrdes opgør (i alt): 89 kampe - 51 sejre - 38 nederlag. Sejrspct: 57,3. Score: 7201-7009 (+192)
  • Indbyrdes opgør (hjemme): 43 kampe - 26 sejre - 17 nederlag. Sejrspct: 60,5. Score: 3522-3384 (+120)
  • Aktuel serie: 2 sejre
  • Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 122-59 (16. oktober 1983, ude)
  • Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: 66-110 (27. oktober 1994, ude)
  • Besøg Horsens IC's hjemmeside