BakkenBears

BEARS FÅR ARRANGEMENTSPRIS

Bakken Bears er tildelt 2009-udgaven af Århus Stiftstidendes arrangementspris. Det er første gang Bakken Bears modtager prisen. Århus Stiftstidendes sportsredaktør, Jan Schouby, var til stede til bjørnenes kamp mod Svendborg, og her overrakte han fadet til Bakken Bears' sponsorchef, Mette Momme.

De medfølgende 5.000 kr. vil blive brugt som det sidste, manglende beløb til produktionen af en ny, moderniseret maskot. Den øvrige del af maskotdragten er betalt af nogle af Bakken Bears' sponsorer.

Nedenfor er begrundelsen for at Bakken Bears skulle modtage prisen:

"I mere end 50 år har byens avis, Århus Stiftstidende, uddelt den traditionsrige Boye-pokal til årets største århusianske idrætspræstation. En pris som Bakken Bears har fået overrakt i 2001 og 2007.

I forbindelse med uddelingen vælger sportsredaktionen også årets århusianske idrætsarrangement. En pris, der i en by som Århus altid er hård kamp om.

I år var valget dog noget lettere end normalt.

Bakken Bears skilte sig nemlig meget i forhold til de andre kandidater.

Basketklubben har en meget stor andel i den fremgang som dansk basketball har haft de senere år. Klubben har på enestående vis formået at få gjort sporten populær i Århus, og det i en grad, så den i dag nærmest overgår håndbold i kampen om at være den mest populære vinteridrætsgren.

Bakken Bears får blandt andet prisen for det fantastiske arrangement fra marts sidste år, da 4.816 tilskuere overværede semifinalen mod Team Fog Næstved, men prisen gives også for ledernes og spillernes evne til generelt at gøre kampene til oplevelse for tilskuerne.

Med prisen følger 5000 kroner fra Århus Stiftstidendes Fond, som Stiftstidende sportsredaktør Jan Schouby nu vil overrække til Bakken Bears sponsorchef Mette Momme.

Så mine damer og herrer giv en stor hånd til folkene bag Bakken Bears."