HORSENS IC - BAKKEN BEARSSøndag den 14. marts kl. 15:00
Forum Horsens
Når slutspillet starter er det med garanti for tætte, spændende og intense kampe, og sådan en blev det første opgør i kvartfinaleserien mellem Bakken Bears og Horsens IC også. Kamp to spilles i Forum Horsens på søndag kl. 15.00, og når nu serien blot spilles "bedst-af-tre" betyder det, at Bakken Bears med en sejr kan spille sig videre til DM-semifinalerne, mens HIC med en sejr kan fremtvinge en tredje og altafgørende kamp.
I det første opgør tog Bakken Bears en masse angrebsrebounds i starten af kampen, men en miserabel scoringsprocent gjorde at HIC var foran i hele første halvleg. I anden halvleg reboundede HIC bedre, mens Bears fik afsluttet bedre. Til gengæld scorede HIC 39 point i anden halvleg, og derfor var kampen tæt indtil midt i fjerde periode.
For Bakken Bears vil fokus fortsat være at dække godt op og sætte højt tempo, så HICs syvmandsrotation bliver presset til det yderste. Bears, der igen spiller uden en skadet Torre Johnson, har haft gode træninger, og med Michael Nieblings comeback i den første kvartfinalekamp, er der kommet en smule mere bredde blandt de store spillere.
I øvrigt
- Bears spiller sin kamp nr. 91 mod Horsens IC - kun SISU har oftere været modstanderen.
- Chris Christoffersen spillede i den første kvartfinalekamp sin kamp nr. 150, og da han scorede det næstsidste af sine 17 point, var det hans point nr. 1.800 i Bears-trøjen. 21 spillere har spillet flere kampe end ham for Bakken Bears, mens 18 spillere har scoret flere point end Chris.
- En evt. tredje kamp udløses i tilfælde af HIC-sejr på søndag, og den afgørende forestilling afvikles i NRGi Arena lørdag den 20. marts kl. 15.00. Vinderen af kvartfinaleserien spiller mod vinderen af kvartfinalen mellem SISU CPH og Aabyhøj - her vandt Aabyhøj det første opgør.
- De to klubber har mødt hinanden i DM-kvartfinalen en enkelt gang før. I 1995/96 vandt Skovbakken overraskende kamp 1 på udebane, men tabte de efterfølgende to hjemmebaneopgør. Yderligere syv gange har de to hold mødt hinanden i slutspillet. HIC vandt over Bakken finalerne i 1997/98 og 2005/06, mens Bakken slog HIC i finalerne i 1999/00 og 2003/04. Bears vandt 3-0 over HIC i semifinalerne i 2006/07. I 1996/97 og i 1998/99 mødtes holdene i et slutspil mellem de seks bedste hold - her vandt holdene begge år en kamp hver.
- Indbyrdes opgør (i alt): 90 kampe - 52 sejre - 38 nederlag. Sejrspct: 57,8. Score: 7284-7085 (+199)
- Indbyrdes opgør (hjemme): 44 kampe - 24 sejre - 20 nederlag. Sejrspct: 54,5. Score: 3550-3492 (+58)
- Aktuel serie: 3 sejre
- Største Bakken Bears-sejr i indbyrdes opgør: 122-59 (16. oktober 1983, ude)
- Største Bakken Bears-nederlag i indbyrdes opgør: 66-110 (27. oktober 1994, ude)
- Besøg Horsens IC's hjemmeside